ATHA YOGA

Jeg har for nylig mistet min kære svigermor og vi har lige sendt hende på den sidste rejse. Det har naturligvis været hårdt og emotionelt at sige farvel til én, der har stået os så nært, og som har været med i livets medgang og modgang. Der er mange følelser og processer, vi skal igennem, når én af de allernærmeste går bort. Og denne gang har ikke været anderledes. 

Det er ikke den del, der er kommet bag på mig i processen, men det er mere omgivelsernes (og nogle gange også mine egne) reaktioner og kommentarer, der er kommet lidt bag på mig. Eller der har i hvert fald været noget i hele processen, der har fået mig til at reflektere over vores tilgang til de svære følelser.

Vi rummer allesammen en bred vifte af følelser, som vi kan mærke i svagere eller stærkere grad. Følelserne er der, for at vi bedre kan navigere i vores liv og forskellige situationer. Generelt er mennesker tilbøjelige til at foretrække de følelser, der føles behagelige i kroppen som glæde, forventning og kærlighed. Vi føler os opløftede og har måske også en idé om, at vi er på den rette vej i vores liv, når vi mærker “positive” følelser. Men hvad så, når livet gør ondt, kalder på vores mere svære følelser, som vi nok ikke er så ivrige efter at mærke? Tør vi mærke det hele, eller forsøger vi at pakke dem væk som uønskede og måske endda forkerte?

Inden begravelsen blev jeg flere gange mødt med udsagn som: “Åh, du ser frem til en lortedag.” “Det er bare noget, der skal overståes.” “Nu skal du videre.” “Det bliver lettere på den anden side.” Alle de sætninger blev helt sikkert sagt med henblik på omsorg, medfølelse og kærlighed. Men det ramte noget andet i mig. Det startede en reflektion i mig om hvorfor, vi egentlig er bange for at mærke de svære følelser? Hvorfor viser vi vores medmennesker omsorg ved at understrege, at det hele er bedre og lettere, hvis vi ikke skal mærke de svære følelser? 

Og ja, begravelsesdagen bød på sorg, tristhed og tårer. Det var smertfuldt at stå ved kisten og erkende, at livet som vi har kendt det med mor, bedstemor og svigermor er slut, og vi må fortsætte uden hende. Men sorgen udspringer fra kærlighed. Tårerne stammer fra alle de lykkelige og glade stunder, vi har haft sammen. Smerten kommer fra et kærligt sted, og det skal mærkes, for at vi kan begynde at heale og tage kærligt vare på os selv. 

Hvis du overanstrenger dine muskler i træningen og får en fibersprængning, er smerten der for at minde dig om skade, og at det kræver ro og omsorg at heale. Lige sådan minder vores psykiske smerte os om, at vi er blevet såret i livets workout og at det tager tid til at heale. Og nej, vi skal ikke bare tørre øjnene og skynde os videre. Vi skal mærke smerten og sorgen og trække vejret igennem den så længe den kalder på os. Og på et tidspunkt er der ikke mere energi i smerten og vi kan mærke, at vi er blevet lettere. Vi har givet plads til alt, der har været og vi har givet os lov til at mærke de allerdybeste følelser, mærke vores sårbarhed og mærke vores autentiske jeg. 

Vi skal ikke være bange for at mærke os selv. At føle sorg, tristhed eller vrede er ikke en svaghed, men en kæmpe styrke. At kunne mærke sig selv helt, står vi stærkt i os selv, lærer at respondere ærligt til vores liv og vise vores autentiske jeg. For der er ingen, der hele tiden kan være glad. For det er livet ikke designet til. Sorgen og smerten hører til livet lige så meget som glæden og kærligheden. Uden mørket kender vi ikke til lyset, uden sorgen kender vi ikke til ægte glæde. 

Måske næste gang, når du mærker en følelse, som kalder på noget uønsket i dig, kan du stoppe op, trække vejret direkte til følelsen og mærke, hvor længe energien i følelsen varer. Prøv bare at være med den uden at dømme og gøre den forkert og se, hvad der sker. Måske kommer følelsen med et budskab til dig, som kan åbne op for noget dybere ind i dig selv?